Belgien, Holland, Tyskland – og så endelig Danmark

Vi ankom til en lille hyggelig havn i Ooesteende, som lå inde midt i byen. Vi har aldrig været i Belgien før, så vi var lidt spændte på, hvad vi kom frem til. Vi trængte til at strække benene efter en lang sejlads, så vi gik en tur i byen for at få lidt mad. Alt var lukket, og der var ingen mennesker, så byen virkede helt død. Men det lykkedes os alligevel at finde en lokal god restaurant, hvor vi hyggede os.

Vejrudsigten havde lovet en del regn og blæsevejr de efterfølgende dage, så vi vidste, at vi skulle blive i byen nogle dage. Men vi blev noget overraskede, da vi kom op i byen dagen efter – der var masser af mennesker, fine forretninger, stor hovedgade, lækre cafeer med belgiske vafler og meget andet. Vi gik ud af en stor strandpromenade, som lå langs en meget stor og flot strand. De mennesker vi mødte var alle super flinke. Så vi var faktisk ret vilde med Oosteende!

Da blæsten lagde sig lidt igen, satte vi kursen mod Den Haag i Holland. Igen en lang dag på vandet, og vi var først fremme omkring kl. 20 om aftenen. Det viste sig, at der var noget kapsejlads i havnen, men vi var heldige lige at få en plads som nr. 3 båd, hvis vi lovede at sejle senest kl. 8 næste morgen. Så vi fik os en god nats søvn, og så tidligt op og afsted igen.

Vi skulle en tur til Amsterdam igen – vi var så glade for at være der sidst, og så var det et godt stop på vejen. Vi ankom til Sixhaven om eftermiddagen og var igen heldige at få den sidste plads i havnen – sagde havnefogeden…..men det sagde han så også til de næste både, der kom. Så havnen blev godt pakket!

Dagen efter ville vi gå en tur i byen, men vores naboer i havnen foreslog os, at vi kunne besøge et sted, der hed ”This is Holland” næsten lige ved siden af havnen. Det viste sig at være den fedeste oplevelse! 😊 ”Turen” var delt op i 3 dele. Først så vi en lille film om Hollands historie, derefter ind i den næste sal hvor vi kort blev introduceret til, hvad der skulle ske i den tredje sal. Så kom vi ind i et stort rum og blev låst fast i nogle sæder – ligesom i en rutsjebane. Så blev sæderne løftet op i luften og ud i rummet, og så kom vi på en virtuel flyvetur rundt i Hollands historie. Når vi fløj over vandet, fik vi vandsprøjt i hovedet. Da vi fløj henover tulipanmarker, duftede der dejligt af friske tulipaner. Det var så god en oplevelse – vi var helt høje, da vi kom ud derfra 😊

Nu hvor vi var tilbage i Holland, skulle vi til at tænke på sluser og broer igen, og da broerne sjældent åbner om morgenen i myldretid, var vi nødt til at sove lidt længere, end vi plejer. Øv øv 😊

Vi sejlede videre til Makkum – et sted, vi ikke rigtig havde hørt noget om, men umiddelbart var det et godt stop i forhold til højvande/lavvande. Makkum Marina var en meget stor marina – og der var rigtig mange tyskere! Marinaen var slået sammen med den lokale campingplads, så der var masser af aktiviteter til børnene, supermarked, kæmpe strand m.v. Faktisk også et fint sted.

Men så skulle vi til Vlieland, som vi havde glædet os rigtig meget til. Vi var her på vejen afsted, og det var det første sted, som vi var virkelig vilde med – og der var stadig mega hyggeligt! Masser af liv i havnen, hyggelig by, sæler der kiggede på os, når vi sejlede forbi osv. Vi fik også lejet cykler og kom lidt rundt på øen og kiggede.

Uden at have bestemt en dato at komme hjem til Danmark på, har vi hele haft hængende over os, at vi jo skulle hjemad. Så da vi så, at vejrudsigten lovede fint vejr det næste døgns tid, besluttede vi os for at tage et langt stræk på ca. 200 sømil. Så vi sejlede mod Kielerkanalen og 1½ døgn efter lå vi i Rendsburg inde i Kanalen. Igen en hyggelig lille by hvor vi blot gik rundt og kiggede lidt.

Så skulle vi til Danmark – og vi havde valgt Ærø, som vores første stop. Vi har aldrig været i Marstal før, så det ville vi gerne opleve. Det var så mærkeligt/underligt/fedt/sjovt at sejle ind i en dansk havn igen og være omgivet af danskere – altså lige bortset fra alle de tyskere, der også havde valgt at sejle dertil…. 😉 Så snart fortøjningerne var sat fast, gik turen til den lokale havnegrill, hvor der blev bestilt hotdogs og cocio. Derefter gik vi i den lokale brugs og fik handlet rugbrød, rullepølse, leverpostej, skummetmælk, kakao m.v. Det var fantastisk! Det er sjovt, hvad man pludselig kan savne 😊

Marstal var en super hyggelig gammel by, og vi er faktisk blevet ret vilde med Ærø. Vi besøgte også byens Søfartsmuseum, som var en virkelig god oplevelse – masser af viden vist på en god ikke-kedelig måde.

Efter et par dage skulle vi videre til Samsø – også en ø, som vi er ret vilde med. Men inden vi kunne læne os tilbage og nyde sejlturen på et næsten fladt Storebælt, skulle vi lige igennem et stort lavvandsområde og under Langelandsbroen. Broen er 26 m høj, og Freedom er ca. 23 m. 3 meter er jo rigeligt af plads, men føles bare som få centimeter, når vi sejler under. Men det gik selvfølgelig! Derefter videre mod Storebæltsbroen, hvor vi også lige skulle finde ud af, hvor vi kunne være – men igen….ingen problemer!

Vi ankom til Samsø lørdag eftermiddag, og der stod nogle af vores venner fra Vejle og vinkede med flaget. Det var så skøn en følelse! Vi fik kun lige lagt til, inden den stod på fortællinger om vores tur og en opdatering på, hvad der var sket herhjemme. Vi grillede på molen og nød en dansk sommeraften.

Det blev søndag, og vi skulle til at beslutte, hvornår vi skulle vende hjem til Hornbæk. Vi har hele tiden satset på torsdag den 27/6, som var den dato, vi tog afsted sidste år. Men vejrudsigterne lover rigtig meget vind fra NV og ca. 2 meter høje bølger udenfor Hornbæk Havn. Så vi besluttede i stedet for at komme hjem på tirsdag den 25/6, kl. 17. Det er så vildt, at vi nu ved, at vi er hjemme om 2 dage – men selvfølgelig også dejligt. Som Amalie så fint sagde – ”jeg vil rigtig gerne hjem, men jeg har heller ikke lyst til at vores eventyr skal slutte nu”. Og sådan har vi det nok lidt alle sammen…… ❤

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s