Tilbage i Europa

Da vi forlod Antigua, fløj vi til Fort Lauderdale i USA, hvor vi mødtes med Jacobs mor og hendes kæreste, Torben.

Vi tilbragte et par dage på hotel ved stranden og tog derefter ud til krydstogtshavnen, hvor vi steg ombord på skibet Independence of the Seas. Nu kunne vi se frem til 14 dage ombord på dette flydende hotel med masser af underholdning, mad, drikke, pools m.v. – og vi havde en skøn tur. Vi besøgte Haiti, Puerto Rico, St Thomas og St Maartin og derefter 8 dage over Atlanterhavet til Southampton i England.

Efter 14 dages luksus sagde vi igen farvel til farmor og Torben og satte os i en flyver til Nice. Nu skulle vi lige bruge lidt energi på at gøre vores lille lejlighed i Cannes klar til sommerens udlejning. Efter 9 dages maling, shopping, oprydning og indretning blev lejligheden klar og vi fløj tilbage til England. Nu skulle vi endelig ombord på Freedom igen!

Freedom blev sejlet på et fragtskib fra Antigua til Portsmouth, hvor vi havde fået et firma til at sejle den i havn for os. Vi glædede os alle til at komme ombord igen og langsomt sætte kursen mod Danmark igen. Da vi sad i taxaen på vej til havnen, begyndte det at regne. SÅ var vi tilbage – det var koldt, blæsende og meget vådt. Der savnede vi nok lige Caribien lidt igen et kort øjeblik…. 😉

Vi fik gjort Freedom klar igen, pakket ud og ryddet op, og der gik ikke lang tid, før vi var tilbage i vores sejlerliv igen. Miraculix lå også i havnen, så der blev også brugt lidt tid på at opdatere hinanden på vores oplevelser, mens bådene var blevet fragtet.

Faktisk har vi hele tiden følt, at når først vi kom til England, så var vi jo næsten hjemme. Men det kan jeg godt afsløre, at det er vi ikke! Der er stadig et godt stykke hjem til Hornbæk. Men vi har også sat os for, at vi vil nyde de sidste uger af vores lange rejse, så vi blev et par dage i Portsmouth.

Portsmouth er meget kendt for sin maritime historie, og vi besøgte byens ubådsmuseum. Sjovt at se sådan et skib indefra, men der var bestemt ingen af os, der var misundelige på dem, som havde arbejdet på det.

Derefter tog vi over på havnen og så de to store krigsskibe Warrior og Victory. Fantastiske smukke og store skibe!

Så måtte vi hellere komme på vandet igen! Vi blev enige om at sejle en tur til Isle of Wrigth i byen Cowes. Turen var kun på 11 sømil, så vi sejlede stille og roligt derover – men der var mere trafik på den korte tur, end vi har set på hele vores tur i Caribien. Nu skulle vi lige lidt op på mærkerne igen 😊

Cowes var en rigtig hyggelig by med masser af sejlsport, så det var et dejligt sted. Vi havde fået anbefalet at se slottet Osborne, hvor Dronning Victoria og Prins Albert havde deres sommerresidens. Turen tog vi sammen med Allan og Edel fra Miraculix, for som børnene siger, ”det er sjovere at være på tur, når Allan og Edel er med” 😊

Men nu måtte vi hellere videre… Dagen efter sejlede vi til Brighton – en god lang og kold sejltur.

Vi havde bestilt plads i havnen, men det havde de vist glemt at notere sig, da vi kom ind. Så i det eneste bassin, hvor vi kunne være med vores dybde, havde de lagt 8 hollandske motorbåde, som ikke var særlig glade for at få en båd udenpå sig. Velkommen tilbage til sejlerlivet og dens små finurligheder! Heldigvis valgte de at sejle dagen efter, og så fik vi en fin plads ved broen. Marinaen var ret stor, og der var masser af restauranter, stort supermarked og en hyggelig park. Vi tog også en dag turen ind til Brighton og fik shoppet lidt. Vigtigste punkt på indkøbssedlen var ny playstation, da Villads’ playstation vist desværre har fået lidt slag på turen over Atlanterhavet, og derfor ikke virkede mere. Vi havde ikke rigtig brug for den i Caribien, men nu hvor sejlturene er lange, kolde og våde, er det godt med lidt underholdning nedenunder.

Bortset fra regnvejret var Brighton en fin storby med masser af muligheder.

Så gik turen til Dover, da vi kunne se, at det snart ville blive en del blæsevejr, så vi måtte hellere komme afsted. Det var en lang tur, men vejret var faktisk fint, og børnene var underholdt, så det er faktisk det eneste tidspunkt, hvor Jacob og jeg har alenetid. Så vi får ordnet verdenssituationen, hørt det musik, som vi kan lide og hørt P7MIX podcasts. Skønt!

Vi havde planlagt at blive nogle dage i Dover, og måske tage ind til London e.l. Men da vi kom til havnen, var det én stor byggeplads, og umiddelbart lidt kedelig. Så fik vi pisket en stemning op hos børnene om, at vi kunne leje en bil og køre til Harry Potter studierne. Fedt! – Amalie og Villads var allerede i gang med at planlægge hvilke ting, de skulle købe i souvenirshoppen. Men det viste sig så, at man tidligst kunne få billetter i august måned (bagefter ærgrer vi os noget over, at vi havde fået sagt det til børnene, inden vi undersøgte nærmere, men shit happens….). Så skuffelsen var stor, men vi har så måtte love dem en tur til London senere på året  😊

Næste morgen kiggede Jacob og jeg på vejrudsigterne, og så, at den var da egentlig ok – den var ikke blå, som er forholdsvis vindstille, som vi godt kan lide, og den var heller ikke rød, som vi bestemt ikke kan lide, den var sådan lidt imellem. Så vi beslutter os for, at det skal da være dagen, hvor vi krydser Den Engelske Kanal. Båden bliver gjort shipshape, og vi er klar. Men vi kommer lige ud af havnehullet, så slår bølgerne ind over os, og det er næsten som om, at havet koger. Vindmåleren er oppe på 25 knob. Amalie siger, ”det er da sjovt det her”! Phillip siger, ”det er jo ingenting i forhold til Caribien”! Jacob og jeg kigger på hinanden – skal vi vende om? Men nej, vi fortsætter, for vi ved, at vejret kun skulle blive bedre og vinden ligge sig. Og hvor var det godt, at vi gjorde det – det blev fint vejr, og sigtbarheden var god, hvilket var rigtig godt, da der var virkelig meget trafik, som vi skulle holde øje med. Men selvfølgelig gik det fint og vi kom glade og lidt trætte til Oostende i Belgien om aftenen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s