Martinique

Første stop på Martinique blev den nordligste marina, Le Marin, hvor vi havde bestilt plads. Sejlturen gik fint, men vi har efterhånden lært, at både vind og bølger driller, når vi slipper øerne.

Marinaen vi kom frem til var kæmpe stor og med en mega ankerbugt lige foran. Vi var så heldige, at Vixen igen tog imod os – dem havde vi været adskilt fra siden vores anden dag i Marigot Bay.

Martinique er jo fransk, så det franske gæsteflag skulle hejses og vi skulle igen vænne os til den lidt franske arrogance hos havnemedarbejderne. Men sikke et paradis – store bådbutikker og et dejligt stort supermarked med frugt, grønt, kød, orangina, ost, baguettes, croissants, yoghurt, rosévin og meget mere til rimelige priser. Vi var som små børn i en slikbutik, da vi kom derind første gang – og vi slæbte hjem!

Der var ikke så meget by, men nogle af øens bedste strande (Ste Anne) lå i bugten lige rundt om hjørnet. Eller det vil sige, at det er ikke LIGE rundt om hjørnet, når man er 6 personer i en gummibåd med bølger og vind. Men vi kom derover, og fik et par dejlige timer i det klare vand og på de hvide sandstrande.

Så satte vi kursen mod Fort de France, som er Martiniques hovedstad. Her skulle vi igen mødes med Vixen og Miraculix, da vi havde booket en guidet tur rundt på øen. Selv om at disse ture kan virke lidt langtrukne nogle gange, så er det for os den bedste måde at komme rundt på og se, hvad øerne byder på. Alternativt ender vi kun med at være i området omkring marinaerne eller ankerbugterne, og det bliver vi ikke så meget klogere af.

Vi skulle ligge for anker ved Fort de France, og vi havde læst, at der kunne være lidt uroligt. Og det var der! Men det var ikke på grund af vinden, det skyldtes de færger, som sejlede over til den anden side af havnen – og de fræsede forbi os flere gange i timen, hvilket gjorde, at os på bådene væltede noget rundt.

Men ellers var det dejligt igen at være i en storby med shoppe muligheder 😊

Vores tur rundt på øen startede kl. 9 om morgenen, hvor vi mødtes med guiderne. Vi blev fordelt i to biler, og vores guide var finske Meri, som nu var gift med en franskmand på Martinique. Første stop var Martiniques udgave af den Parisiske kirke Sacre Coeur. Her viste den ene af vores guider os, hvordan børnene her i området knækkede mandler, og hvordan der pludselig kan være ananas i et mandeltræ. Herefter gik turen til vandfaldet Absalon, hvor der blev badet.
På turen til parken Le Domaine d’émeraude stoppede vi og smagte på sukkerrør og kokosnød. Parken var fantastisk smuk med masser af flotte blomster, træer, krydderier og planter.Næste stop blev vulkanen Mount Pelee, hvor vi fik taget nogle smukke billeder. Denne vulkan var i udbrud i 1902, hvor et udbrud dræbte 30.000 mennesker i nabobyen St. Pierre. Så kom turen til romdistilleriet Depaz – også et fantastisk smukt område. Vi fik smagt lidt rom, men det var meget stærkt! 😩
Sidste stop i dag var byen St. Pierre, som før i tiden også var Martiniques hovedstad – øen havde dengang to hovedstæder. Vi så ruinerne af byens tidligere teater og fængsel – begge steder ødelagt af vulkanudbruddet.

Dagen efter inviterede vi Vixen og deres gæster på forsinket fødselsdag for Villads, så der blev bagt kager, sunget fødselsdagssang og pyntet op med flag igen.

Vi sejlede mod byen St. Pierre, som vi også havde besøgt på vores tur nogle dage forinden. På sejlturen derop, så vi en masse katamaraner sejle rundt i ring. Vi tænkte, at det måtte være fordi, at der var noget at se på, så vi sejlede hen til dem. Og rigtig nok – det vrimlede med delfiner! Vi var ellevilde – det var første gang, at vi så delfiner i Caribien. Der var nok i hvert fald 100 delfiner, der svømmede og hoppede omkring os. Fantastisk!

delfiner

Ved St. Pierre skulle vi ligge for anker, og udfordringen ved at ligge for anker her var, at der lå så mange vrag på bunden efter vulkanudbruddet i 1902, og så var der stor forskel på dybderne – det gik fra 3-20 meter dybt inden for få meter. Men det lykkedes os i andet forsøg og med Phillip i vandet og tjekke dybder.

Vi fik snorklet, samlet en masse slebne glasskår på stranden, hygget og kigget lidt på byen. Et super hyggeligt lille sted! Vi kunne sagtens have brugt 1-2 dage mere, men vejrudsigten bestemte, at det var tid til at sejle imod Dominica.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s