Et ganske ægte eventyr

Vores eventyr starter roligt i en lille fiskerby ved navnet cascais. Byen var lige stået op og alle løb igennem hinanden for at nå deres destinationer.

To gear nede lå Freedom. Freedom gjorde sig klar. Alt var parket og planen var sat. De skulle med bussen op til paladset i Sintra. Alt var sat og intet kunne gå galt.

Freedom begyndte at bevæge sig op til stationen, hvor de skulle mødes med besætningen fra La Vie. Freedom gik ind i den store hal belagt med de fineste hvide sten, som var blevet navngivet togstationen. La Vie stod allerede klar og ventede på Freedom. De hilste på den venligste måde, de kunne. Og så vandrede de ud mod bussen i en lille flok. De fandt deres bus langt om længe og maste sig ind samme med alle de andre mennesker. De fik nogle pladser ved siden af byens ældre befolkning. Bussen var varm og stemmeningen var intens. La Vie og Freedom vidste lige så snart de satte afsted, at det blev en hård tur. Efter 20 minutter var alle danskerne dårlige, og de vidste, at det ikke ville vare længe før, at den første ville tømme maven for dens indhold. Desværre blev vinderen og brækkets kapløb La Vies yngste datter, som tømte maven ud over gulvet. Alle vidste nu, at de skulle ud af dette her rod. De skyndte sig ud af bussen, uden at kigge, hvor de var havnet henne. Efter pulsen var faldet ned igen, kiggede de sig omkring, og prøvede at finde ud af, hvor de var havnet op henne.

Det lignede en lille by uden meget i. Freedom og La Vie begyndte at gå ind i byen. De fandt et par gamle idylliske tog skinner. De gik langs togskinnerne og det lignede noget fra en film.

Efter 10 minutter ringede en klokke bag dem. En lille rød sporvogn havde sneget sig op bag dem, og sad nu der på skinnerne. De var målløse over synet af den flotte røde sporvogn. La Vie var hurtig til at spørge om der var plads, men togføreren fortalte dem, at det først blev næste gang de kom forbi. Familien Freedom og La Vie begyndte igen at vandre langs med skinnerne, hvor de blev mødt af en lille togstation som var halvt forfaldent med et lille skilt med alle stoppene. De satte sig til rette og ventede på at sporvognen kom igen. Efter en halv time tøffede den lille sporvogn over bakken for enden af byen. De havde sat hjertet på at nå frem, så at nå frem de ville.

De hoppede på den gamle sporvogn som lystigt havde tøffede frem og tilbage siden 1921. Men både familien La Vie og Freedom var trætte efter den bustur, så de forventede intet stort af denne tur. Men da sporvognen satte af, glemte både familien La Vie og Freedom deres udmattelse på stationen, og sporvognen blev fyldt med glæde, da de tøffede på de gamle skinner. De kørte igennem gamle byer fyldt med lokale. Sporvognschaufføren sprang rundt som en kanin på ydersiden af sporvognen for at skifte skilte. De så en del af området, som de ikke havde forventet, da dagen begyndte at lyse op og familien La Vie og Freedom havde igen håbet tilbage, og hovederne stod høje igen.

Så stoppede sporvognen og sporvognschaufføren sprang ud af vognen for at hjælpe en gammel dame inden hun valsede langsomt ind og satte sig på forreste række. Hun smilede så hele ansigtet lignede et hav lavet af rynker. Den lille sporvogn satte igen afsted og kørte mod byen. Men efter lidt tid stoppede den igen og sporvognschaufføren sprang ud og hjalp den gamle dame ned. Han tog derefter hendes taske og viftede til sin makker at han bare skulle køre. Makkeren nikkede og satte sporvognen i gang. Alle i sporvognen kiggede med store øjne, da sporvognschaufføren forsvandt bag husene. Makkeren kørte videre i et par minutter, og så stoppede han den lille sporvogn. Ingen vidste hvad der skulle ske, men alle i vognen ventede i spænding. Og efter et minut sprang manden over væggen, og landede lige ved siden af den lille røde sporvogn. Han sprang elegant ind i vognen og satte den i gang. Imens alle i sporvognen samlede deres kæber op fra jorden, klappede de så meget, at sporvognschaufføren næsten fløj ud igen.

Sporvognen satte af og de var igen på vej mod byen.

Efter lidt ankom de til byen ved navn Sintra, hvor de skulle besøge det farvestrålende Disney-slot, Palácio Nacional da Pena, på toppen af en bjergtop.

Bjerget, som paladset lå på, var et bjerg som ingen turister turde at bestige uden hjælp af køretøjer.

Men familierne La Vie og Freedom var ingen normale turister – de var nærige sejlere, så de satte kursen mod toppen på gåben.

De vandrede op af de stejle og store veje, mens både tuk-tuk´er og taxier spænede forbi dem. Og de fleste ville have familierne La Vie og Freedom med, men de var tapre, de gav ikke op, og de kæmpede en brav kamp.

Efter et langt slag ramte de toppen, hvor de blev mødt af et hav af turistbusser. Men de havde ikke tabt modet, fordi de ville se paladset på toppen, så de stillede sig bravt i køen og ventede. De talte stolt om deres bedrifter, og om hvordan de fandt vejen helt derud. Da de endelig var kommet ind var de sultne og tørstige, så de gik efter madskiltene, som pegede op mod slottet, så der gik de hen.

De ankom til et cafeteria, og de fik købt nogle vand og tørre sandwich. De fandt et bord midt i solen. Familierne Laa Vie og Freedom satte sig ned og begyndte af slappe af. De syntes, at det var rart at de kunne gøre det nu. Efter alt hvad der var sket, havde de klaret det.

Efter de havde set alle paladsets store værelser, kigget på en udsigt af guddommelig slags, gik de i parken. Her besluttede de sig for at dagen snart var slut og en taxi var den nemmeste måde at komme hjem.

Og det er sådan et ganske ægte eventyr lyder.

-af Phillip Ole Rasmussen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s